Hoftheatret. Det italienske Operaselskabs Medlemmer er det i denne Uge ikke gaaet et Haar bedre, end det kgl. Theaters Personale. Men hvorledes skulde det ogfaa være disse til et sydligt Klima vante Struber muligt at modstaae den her i densidste Tid herskende londonske Taage! – ”Norma” har gjentagne Gange maattet vige Pladsen for ”Barberen” og ”Ernani”, og den stakkels Souffleur har atter maattet op paa Bræderne i Onsdags endog i to forskjellige Rolle, skjøndt Gud skal vide at baade han og Publikum ere bedst tjente med at han skjuler sig saa dybt nede i Hullet, som muligt. Blandt det hele Personale maa man iøvrigt meest beundre Mad. Riccis Udholdenhed. Uagtet denne Sangerinde i lang Tid har sunget hver Spilleaften, og det saa betydelige Partier som i ”Lucia,” ”Barberen” og ”Ernani,” mærker man dog ikke den mindste Anstrængelse paa hende, men har hver Gang ny Lejlighed til at glæde sig over hendes sjeldne Kunstfærdighed. I ”Barberen” optraadte Napoleon Torre i Søndags atter efter sin Sygdom som Don Basilio til stor Glæde for hans talrige Venner og Velyndere.