Heldigere end paa dette Punkt har Kommissionens Flertal været ved Behandlingen af det Spørgsmaal, om det vilde være rigtigt at lade Personalet spille samtidig paa to forskjellige Steder (paa det kgl. Theater og paa Hoftheatret); men Afgjørelsen heraf er rigtignok ogsaa ulige lettere. Flertallet anfører en Række praktiske og økonomiske Grunde, der tale stærkt imod et saadant Arrangement, og som vistnok maa billiges. Men foruden disse Grunde er der en, som Kommissionen ikke har berørt, skjøndt den utvivlsomt fortjener at fremhæves. Da Hoftheatret ikke egner sig til Opførelse af Operaer og Balletter, fordi begge disse Kunstgrene kræve stor Plads paa Scenen og den førstnævnte tillige et stort Tilhørerrum, vilde Gjennemførelsen af den omtalte Tanke lede til, at det blev det reciterende Skuespil, som mere eller mindre stadig forvistes til det indskrænkede Hoftheater. Men derved vilde Befolkningen efterhaanden vænnes til at betragte den Retning af Scenens Virksomhed, der har den største folkelige Betydning, og hvis stolte Traditioner fremfor Alt burde holdes i Ære, som noget Underordnet i Forhold til de andre rigere udstyrede og mere bestikkende Kunstgrene. De stockholmske Theaterforhold afgive et advarende Eksempel herpaa. At Arrangementet tillige vilde medføre betydelige Vanskeligheder med Hensyn til Beregningen af Forfatternes Andel i Forestillingernes Udbytte, og at ialtfald det bestaaende Regulativ i saa Tilfælde maatte totalt kasseres, er Noget, vi kun i Forbigaaende berøre. Besynderlig nok mener et Mindretal af Kommissionen, at der maaske med Held vilde kunne foretages Skridt i den omhandlede Retning, og henpeger paa, at Theaterbestyrelsen vilde gjøre vel i ”gjentagende at tage hele dette Spørgsmaal under fornyet Overveielse”.