9. januar 1848

Avisreportage

Karakteristik af italiensk opera på Hofteatret

Italiensk Opera. Uagtet Operaen ”Ernani” har været opført saa ofte de foregaaende Saisons vedbliver den dog atter i Aar at hævde sin Plads i Publikums Yndest. Før den første Opførelse i Søndags nærede vi imidlertid nogen Tvivl derom. Som bekjendt har Don Silva været en af Nap. Torres meest glimrende Partier, hvori han baade fra Spillets og Sangens Side gjort stor Lykke, og det var derfor et stort Vovestykke for Hr. Dellasanta at optræde i denne Rolle, der udkræver en dyb Basstemme og en imponerende Figur. Men Hr. Dellasanta løste sin Opgave paa en over Forventning glimrende Maade; han sang sit Parti med Kraft, Smag og dyb Følelse og kunde han end ikke altid gjøre Fyldest i de combinerede Nummere af Mangel paa den nødvendige Dybde, saa overgik han dog Torre ved den smagfulde Maade, hvorpaa han navnlig udførte sin Cavatine i første Act, ligesom hans Opfatning af Characteren fortjener al Anerkjendelse. Den øvrige Udførelse af Operaen kan kaldes høist tilfredsstillende, hvilket især gjælder om de to sidste Acter, og Mad. Ricci samt Dhrr. Ciaffei og Vajro bidroge alt Deres til at give de talrige Besøgere Lyst til atter at besøge Hoftheatret ved ”Ernanis” Gjentagelse. Ogsaa denne Operaes ydre Udstyr viste, at Directeuren ikke sparer Noget med Hensyn til pragtfulde Costumer.

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Flyveposten, 11. januar 1848, s. 2-3

Læs også