Concert. Pianisten Ferdinand Friederich, som første Gang lod sig høre offentlig paa Hoftheatret i Tirsdags, slutter sig til den nyere Skoles store Hærskare af Kunstnere, der stundom paa Sangens Bekostning søger at glimre ved halsbrækkende techniske Kunststykker, og i denne Henseende udvikle stor Færdighed. Men i denne Færdighed gaaer fordetmeste den sande, indre Følelse tabt. Foredraget bliver koldt, uden den tilbørlige Nuancering, og under saadanne Omstændigheder vil det være vanskeligt at vække et af altfor megen musikalsk Nydelse blaseret og især af Pianospil overmættet Publikums sande Medfølelse, der giver sig Luft paa en for Kunstneren hædrende Maade. Imidlertid erhvervede Hr. Friederich sig endeel Bifald, og kan der end ikke frakjendes ham stor Færdighed og et godt, maaskee ikke altid vel nuanceret Foredrag, saa kunne vi dog ikke indrømme hans Compositioner i det Hele taget nogen stor Værdi, skjøndt han selv syntes at sætte megen Priis paa dem ved udelukkende at foredrage dem; hans Don Juan-Etude forekom os unegtelig at være den bedste. Af den Assistance, han nød, være de fortræffeligt udførte Duetter af Mlle. Penco og Galli, samt af Tvillingesøstrene Stolz Prisen, og de lønnedes ogsaamed et stærkt Bifald af det tarveligt besatte Huus. Det forekommer os imidlertid, at man denne Aften var altfor rundhaandet med Fremkaldelserne.