21. februar 1843

Avisreportage

Karakteristik af italiensk opera på Hofteatret

Hoftheatret. – For aldeles fuldt Huus opførtes igaar Aftes til Benefice for Hr. Stella: ”Lucia di Lammermoor”, hvori Beneficianten selv udførte Edgardos Parti. Da denne Rolle netop er en af Rossis bedste og den, hvori hans herlige Stemme oftest bar henrykket Publikum, var det naturligviis en vanskelig Opgave for Hr. Stella i dette Parti at tilfredsstille Alle, da den ulykkelige Eensidighed, der desværre har bemægtiget sig en stor Deel af det Publikum, der jevnlig besøger den italienske Opera, ikke tillader Anerkjendelsen af andet Godt, end det man eengang har begyndt at ”sværme for”. Det var saaledes ogsaa igaar Aftes tydeligt, at der var et lille Parti tilstede, som allerede i Forveien havde besluttet, ikke at finde Behag i Hr. Stella, og som derfor greb enhver Leilighed til at yttre deres lydelige Mishag; men disse Faa overdøvedes dog ganske af det almindelige Bifald, hvormed Hr. Stella næsten efter ethvert Nummer lønnedes. Vel erkjende vi tilfulde, at Hr. Stellas Stemme mangler den sjeldne Klangfuldhed og det ganske eiendommelige sjælfulde Udtryk, som nogle af Hr. Rossis Toner besidde, men vi vide ogsaa at paaskjønne de Fordele, som Stella har fremfor ham, og som navnlig bestaae i et større Stemmeomfang, en langt større Sikkerhed og Præcision i de høie Toner og en langt bedre Skole. Forbandelsesarien i 2den Acts Finale og Begyndelsen af Scenen paa Kirkegaarden i 2 den Act sang Hr. Stella fortræffeligt og i enhver Henseende bedre, end vi nogensinde have hørt disse Nummere af Rossi. Vi ville lade enhver af disse Sangere vederfares deres fulde Ret og glæde os over Begges fortrinlige Egenskaber, og vi indsee aldeles ingen Grund til at foragte den ene af dem, fordi man holder mere af den anden. Efter Forestillingens Slutning blev Beneficianten fremkaldt under levende Bifaldsyttringer.

14.

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Kiøbenhavnsposten, 22. februar 1843, s. 2

Læs også