– Italiensk Opera paa Hoftheatret. Publikums Begeistring er en meget variabel Størrelse. Den gaaer op og ned som Gjøglerens Balanceerstang. Det er vanskeligt for den at komme i Ligevægt. En Ubetydelighed kan bringe den i Fyr og Flamme; en Ubetydelighed sætte den reent aflave. Hvo husker ikke Folks uhyre Begeistring de første Aar, da Italienerne besøgte os? En Tilfældighed fremkaldte Begeistringen. Det blev Mode at sværme for Rossi. Det var en behagelig Stemme, et smægtende Øiekast, pene friserede Moustacher, ret en sød Fyr, som man godt kunde være bekjendt at invitere Fremmede paa. Rossi og italiensk Opera vare Synonymer. Det var deiligt at gaae i italiensk Opera. Man var nær ved at klappe og trampe Huset ned af bare Begeistring. Damerne i første Etage (tank engang!) de klappede. Og det klædte dem saa nydeligt, syntes Cavalererne nede paa ”Løvebænkene”. Men da Operadirecteuren vovede at gjæste Kjøbenhavn foruden Rossi, saa var al Triumphen forbi. Begeistringen gav Plads for Kritiken, der fortalte, at det Hele ikke var en Døit værd, at ingen sand Musikkjender kunde vare bekjendt at høre paa dette italienske Lirum Larum. Begeistringen slog over i sin Modsætning. Det var ganske æsthetisk-rimeligt. Det er Verdens Gang. Man var høilig ubillig mod de stakkels Sangere, der i deres Godmodighed ikke ret kunde forstaae sig paa Publikum, dette høist aimable, men høist variable Publikum. Imidlertid kom de dog igjen, neppe saameget af Lyst, som ex officio. Hoffet holdt dem, og besørgede Claqueurer. Nu lader det til, som om Balancen nogenlunde er i Orden. Det Operaselskab, som under Hr. Ricci’s Direction i denne Saison giver Forestillinger paa Hoftheatret, er ogsaa i og for sig saa respectabelt i konstnerisk Henseende, – enkelte Medlemmer ere desuden meget nette Mennesker, – saa det vilde være Synd og Skam, om Publikum ikke var retfærdig og skjønsom. Her Castellan er en Sanger af første Rang. Hans Stemme er klar og omfangsrig, hans Intonation sikker og reen, hans Foredrag varmt og følelsesfuldt, hans Spil, Stillinger og Bevægelser – Alt er ypperligt. Han gjør Furore, som Ernani. I denne Opera unterstøttes han af Dhrr. Scapini og Guicciardi, som Gomez de Silva og Don Carlos og af Md. Ricci som Elvira. Hr. Guicciardi spiller Don Carlos med Anstand og Værdighed. Han foredrager sit Parti med Kraft og Følelse. Navnlig fortjener at udhæves hans Udførelse af Duellen med Elvira i anden Act, og tredie Acts Finale. Hr. Scapini er en ypperlig Bassist; den stolte og hævnsyge Don Silva giver han med Kraft og Værdighed. Md. Ricci spiller Elviras vanskelige Rolle med Livfuldhed og Følelse. Man kommer næsten til at glemme, at man er her i det kolde Norden, hvor Folk gjør Fornuftpartier. Man drømmer sig under Sydens Himmel, hvor Lidenskaberne blusse, hvor Qvinden fatter sin Stolthed i at elske og være elsket, hvor Kjærlighed gaaer foran Alt, overvindende Smaalighedens og Philisteriets mangelunde Hensyn. Verdis Musik til Ernani er i høi Grad melodiøs; men mangler derimod det characteristiske Præg, som f. Ex. udmærker hans ”Attila”. Medens Verdi i Gedigenhed og Inderlighed langt overgaaer Donizetti, staaer han derimod i Stilens Reenhed og Selvstændighed tilbage for Bellini. Imorgen (Onsdag) opføres efter Forlangende: ”La Sonnambula”.