Hoftheatret. – Det italienske Operaselskabs første Forestilling af Bellinis berømte Opera ”la Sonnambula” var desværrre i det Hele taget kun lidet tilfredsstillende, og havde egenlig kun Udseende af en Generalprøve i Costume; thi baade Orchesteret, Choret og flere af Hovedpersonerne, navnlig Hr. Rossi, vare i høi Grad usikkre; den hele Forestilling var derfor uden al Holdning, og Virkningen af den smukke Musik gik for en stor Deel tabt. Hverken Mad. Forconi eller Hr. Rossi vare ret ved Stemme, og de Anstrengelser, begge maatte gjøre for at faae Tonerne frem, gjorde et høist piinligt Indtryk paa Tilhørerne. Aminas smukke Arie i første Akt, der tidligere er bleven saa fortræffeligt udført her af Mad. Bishop, var svunden ind til Ingenting og bemærkedes neppe. Anden Akt var i det Hele taget heldigere end første, og med Hensyn til Spillet var Mad. Forconi paa enkelte Steder fortræffelig. Hr. Rossi er neppe det Parti voxen, han havde paaraget sig; thi hans Stemme vare end nok saa fortræffelig og nok saa klangfuld, saa mangler den dog aldeles den Bøielighed og Volubilitet, som er aldeles nødvendig i de Belliniske Operaer, hvor Coleraturerne ikke altid ere af den Beskaffenhed, at de kunne udelades eller forandres efter Behag. Hr. Rossis Passion for de udholdende Toner, hvilken vort Publikum arligen har bidraget Sit til at nære, forledte ham flere Gange til at overspringe hele Satser blot for at samle Aande til en saadan Knaldeffectstone, om vi maae bruge dette Udtryk, uden at det dog paa Grund af hans Hæshed altid lykkedes ham at opnaae den tilsigtede Virkning. Vi troe, at Hr. Stella, der baade er en mere routineret Sanger og besidder mere Høide i Stemmen end Hr. Rossi, vilde egne sig langt bedre til denne Rolle. – Signa. Sori, der udførte Lisa’s ikke ubetydelige Parti, sang heelt igjennem reent og correct; det forekommer os, at Publikum i altfor ringe Grad paaskjønnede disse ikke uvæsenlige Fortjenester. Ligeledes Hr. Torre sang sit Parti upaaklageligt, men uden at høste nogen Løn derfor; Mad. Forconi og Hr. Rossl, der nu engang ere Publikums Yndlinge paa Hoftheatret, absorbere saa at sige del hele Bifald, der sandeligen ikke ydes i ringe Maal. – Hvis ”la Sonnambula” ikke ved dens næste Opforelse vil komme til at glæde sig over en langt bedre Udførelse, end den, der i Mandags blev den til Deel, vil den neppe holde sig længe paa den italienske Operas Repertoire. Overhovedet synes Selskabet ikke at vare heldig med de Belliniske Operaer, hvilket er saa meget mere beklageligt, som disse i musikalsk Værd staae langt over de Donizettiske.