Italiensk Opera. Det havde upaatvivlelig været til Fordeel for den Mening, som Publikum i Aar synes at have faaet om det nuværende italienske Operaselskab, dersom det havde begvndt sine Forestillinger med ”La Sonnambula” istedetfor med ”Ernani”. Deels er Sonnambula” ikke givet synderlig ofte her, ialtfald langtfra saa ofte som den anden Opera, deels staaer den i musikalsk Henseende langt Høiere, og Meget i den er af en saa stor Skjønhed, at man ikke kan blive træt af at høre det, hvortil vi navnlig regne Finalen i 2den Act. Med Hensyn til Udførelsen havde det ogsaa været heldigere, dersom Saisonen var bleven begyndt med den nævnte Opera, især hvad Rav. Bo, angaaer, der paa en i det Hele meget tilfredsstillende Maade sang Aminas høist vanskelige Parti. Rigtignok var hendes Detonation i første Act noget svævende, hvilket vel maa skrives paa hendes Ængsteligheds Regning, men senere blev hun langt mere sikker, og i sidste Act sang hun meget smukt. Hr. Pozzolinos Elvino gav os ikke Anledning til at forandre vor Mening om denne Sanger; han er en udmærket Tenorist, hvis Force ikke alene bestaaer i en ualmindelig Høide, men navnlig i at synge med halv Stemme, som giver Foredraget en vidunderlig Skjønhed. Især var dette af stor Virkning i Duetten i første Acts Finale. Hr. Guicchardis smukke Udførelse af Grev Rodolphes Rolle vil man mindes fra ifjor. – Operaens Indstudering røbede ivrigt megen Flid, og det er at antage, at den ved gjentagen Oplevelse vil lokke et talrigt Publikum til Hoftheatret.