Den 19. Marts 1850 opførte Studenterforeningen paa Hoftheatret Holbergs »Ulysses von Ithacia«, hvor jeg havde den Ære at spille den skjønne Helene.
Jeg erindrer det, som var det skeet igaar, at jeg sad i Studenterforeningens Spisestue og
»nød min For- og min Eftermad
til allerbilligste Pris«.
da gamle Liebenberg kom hen til mig og spurgte mig, om jeg vilde spille Helene, at jeg da i ungdommelig Kaadhed svarede, at jeg hellere vilde spille Ulysses, og at Liebenberg hertil ganske tørt bemærkede, at det kunde Mantzius vist gjøre bedre, hvorpaa jeg med Tak modtog den mig tiltænkte Rolle. Prøverne, der holdtes paa Salen i Boldhusgade, vare en Kilde til uendelig Morskab for mig unge Fyr, endnu ikke 19 Aar gammel, der kom ind iblandt gamle drevne Studenterskuespillere som Kr. Mantzius, O. Zinck, o. s. v. Og selve Forestillingen var de ustyrligste Løjer. Mantzius med en stor tydsk Accent var en kostelig Ulysses; Zinck spillede Chilian med en gemytlig Tørhed af stor Virkning; Liebenberg med lange gule Lokker og et tykt Lag Sminke paa sine magre Kinder var en bedaarende Prinds Paris; Ernst Bruun, den senere Justermester, en af Studenterkomediernes ypperste Kræfter, spillede Marcolfus i Kostume og i Stil som den Holbergske Henrik; Studenterkomediernes prima donna assoluta i ældre Dameroller Carl Høegh-Guldberg og den snart efter saa berømte Komponist Peter Heise opførte som Penelope (af Mantzius gjennemgaaende udtalt Pene-Loppe) og Rosimunda en særdeles drastisk Skjændescene; L. Eckardt, der nærede en uslukkelig Interesse for Skuespilkunst og vistnok sad inde med store Kundskaber i den Retning, men aldrig kunde trænge igjennem, da han senere prøvede sine Kræfter ved det Kgl. Theater baade som Skuespiller og Sanger, var en majestætisk Juno; Fürste, den senere Overlæge ved Oringe Sindssygeanstalt, var en fortræffelig Kammerkidsken baade hos Juno og hos Dido (Voltelen); Didos andet Tyende Rasmus kunde ikke være i bedre Hænder end hos Wengel, der spillede Rollen med en bred sjællandsk Dialekt; Carl Borgaard gav Kejser Asverus med en ubetalelig tandløs Idiotisme; H. Finsen fremtraadte som Hververen i Borgeruniform fra Fyrrerne, men dertil med Pidskeparyk og gjorde stor Lykke ved Oplæsningen af Proklamationen med nogle vel anbragte Fejllæsninger. Af de andre Skuespillere virkede »Mathematik-Petersen« og C. Grove, den senere Højskoleforstander, ved deres blotte Fremtræden som den mægtige Kong Mithridatis af Mundien, som boede i et Guldslot og skulde møde med sin sølvskjoldede Armee, og den 7 Alen og en kvart lange Holophernes; Petersen, en lang, tynd, og i alle Maader ukrigersk udseende Person, og Grove, sikkert Foreningens mindste Medlem. Det er en Misforstaaelse af Traditionen, naar Axel Sørensen i sin Bog om Studenterkomedien betegner Grove som »ualmindelig spinkel og lavstammet«; det sidste er rigtigt, det første ikke; han var nærmest, hvad man vilde kalde »en lille Prop«. Hvad min egen Ringhed angaar, har jeg at berette, at jeg uden egen Skyld optraadte med et Ydre, der slet ikke svarede til Beskrivelsen i selve Stykket: »liigere en Joremoer, end saadant een, som Gudinderne skulde misunde for hendes Deylighed«. Da jeg var paaklædt, kom jeg under Theaterfrisør Hoppensachs Behandling, jeg fik den obligate høje Pudderparyk paa, og saa sminkede og malede han mig, uden at jeg kunde see, hvad han foretog sig. Da han saa rakte mig et Spejl, saae jeg deri den nydeligste unge Rokokko-Dame; jeg protesterede i Henhold til Textens Beskrivelse af Helenes Yndigheder, men han var saa tilfreds med sit Værk, at han nægtede at fordærve det, og i den Skikkelse optraadte jeg altsaa. Da jeg i 1ste Akts 3die Scene traadte ind paa Scenen, ledsaget af »min allerkiereste Øllegaard« (min senere Svoger Chr. A. Nielsen), kom jeg til at kaste et Blik op paa Hofdamelogen, der var fuld af literære og videnskabelige Notabiliteter og midterst iblandt dem ingen ringere end J. L. Heiberg. Det kneb et Øjeblik; men jeg tog mig i det og afleverede mine sentimentale Repliker, og da Prinds Paris bortførte mig, tog jeg Applaus paa et vældigt Hvin. Efter Forestillingen samledes de Medvirkende til et Sold hos Restauratør Beckmann paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Silkegade. Der var lige saa lystigt som paa Scenen, og dermed sluttede min første og eneste Deltagelse i Studenterforestillingerne.
