I Efteraaret eller henad Vinteren, 1841, begyndte de italienske Operaer paa Hoftheatret; husker jeg ikke feil, vedbleve de nogle Aar efter Christian d. 8des Død. De have skaffet hele vor Familie og ikke mindst mig mange nydelsesrige Timer. Naturligviis kunde de her optrædende Selskaber ikke, hvad Celebriteter angaaer, maale sig med de store Operaer i Paris og London; de, og navnligen det første, vare dog virkeligt ikke blot forholdsviis, men absolut meget gode. Jeg kom jevnligt i det lille, hyggelige Hoftheater og hørte ogsaa temmelig ofte Italienerne ved Concerter hos Kongen, som yndede dem meget og personligt havde interesseret sig stærkt for at faae dem hertil. De begyndte deres Optræden med Donizettis »Gemma di Vergi« og gave siden bl. A. samme Componist’s »Lucrezia Borgia«, »Lucia di Lammermoor«, »Elisire d’amore«, »Marino Falieri«, Bellinis »Norma«, »I Puritani«, Rossinis »Barbiere de Seviglia«, Cimarosas »Matrimonio segreto« o. s. v. Rossi, som forgudedes af de kjøbenhavnske Damer, der bl. A., efter hvad der paastodes, spiste hans Navn paa Smørrebrød, var en mageløs Tenor, NB. naar han ikke var indisponeret og sang falsk; havde han ikke havt denne Skavank, vilde vi vist aldrig have faaet hans henrivende deilige, kraftige med ægte »timbre« begavede Stemme at høre her i Kjøbenhavn, da han isaafald havde været selvskreven til at optræde paa Verdens første Scener. Han lever nu som Postmester i en lille italiensk By, i Nærheden af Roma, og er altid glad, naar dér kommer Danske, end sige gamle Bekjendte fra Kjøbenhavn. Sopranen, Madame Forconi, var meget lille, men nydelig; hun spillede fortrinligt og sang smukt og udtryksfuldt. Bassen, Torre, havde en mærkværdigt dyb, stærk og klangfuld Stemme, men den var lidt raa, og hans Spil middelmaadigt. Derimod var Barytonen, Paltrinicci, en udmærket Skuespiller og benyttede sin ikke videre store Stemme med Smag. Terzetten i »Lucrezia Borgia«’s 2den Act, sungen af Forconi, Rossi og Torre, staaer endnu for mig som en af de smukkeste og meest dramatiske Musikpræstationer, jeg mindes. – Siden vexlede Personalet, men blev dog aldrig i sin Heelhed saa godt som det første. Af de mere fremragende Kræfter husker jeg Sopranerne Bosic og Pence; den Sidste en puur ung, lige fra Conservatoriet kommende Pige – de have Begge siden gjort Lykke paa de store Scener – og Tenoren Baldanza, en lille, grim Karl, men en af dé kraftigste Brysttenorer, jeg har hørt. Han var sig sin Uanseelighed bevidst, og sagde: »Ja, jeg veed meget godt, at man leer ad mig, naar jeg træder frem paa Scenen i romersk Toga eller i Ridderdragt; men lad mig blot komme til at synge, saa holder Latteren nok op.« Det havde han Ret i. Hans Stemme lød bl. A. som en Dommedagsbasun i Rossinis »Stabat mater«, der blev sunget i Frue Kirke, ved en Paaskeconcert.