Hoftheatret. – Den Concert, Violinisten Ghys i Aftes gav paa Hoftheatret, tilbød en mangfoldig og afvexlende Underholdning, og var derfor ogfaa noget mere besøgt, end de fleste andre i denne Saison givne Concerter kunne rose sig af. Blandt de Nummere, Concertgiveren udførte, tiltalte os især den af ham selv componerede Caprice over et russisk Thema, som han har benævnet ”le mouvement perpétuel”, et Musikstykke, der baade som Composition er interessant og tiltaler ved den sjeldne Lethed og Correcthed, hvormed Componisten overvinder de betydelige Vanskeligheder, han selv har sat sig. Romancen ”Trieste pensée” er ogsaa en smuk Composition, som Hr. Ghys foredrager med megen Følelse og Udtryk; men dette Nummer egner sig bedre for Salonen end for det store Rum i Theatret. Udførelsen af Paganinis ”Carneval” tilfredsstiller os mindre; Hr. Ghys mangler det Lune, som denne charakteristiske Composition nødvendigviis fordrer af den Spillende; over hans Foredrag, som over hans Compositioner hviler stedse en mørk og melancholsk Grundtone, for de oplivende og livsfriske Melodier har hans Violin derimod ingen Toner. – Den tydske Skuespildirecteur, Hr. Anholdt, der i sin Tid stal have været en yndet og bekjendt Skuespiller i Tydskland, fremsagde med Lune og Routine to saakaldte ”humoristiske” Digte af Saphir. Declamationsnummere, der tidligere udgjorde en saa væsentlig Deel af de saakaldte ”Aftenunderholdninger”, ere i den senere Tid blevne sjeldnere og sjeldnere, og, see vi hen til de, umodne og elendige Præstationer i denne Konstgren, der som oftest bødes Publikum, kunne vi ikke Andet end glæde os over, at dette Uvæsen er forsvundet. En desto renere og mere ublandet Nydelse forskaffer det derfor, naar der en sjelden Gang bydes os noget Usædvanligt i denne Retning, og en saadan usædvanlig Nydelse var Jfr. Ryges Fremsigelse af et Fragment af Chr. Winthers Digt ”En Fjeldvandring” i Aftes. Det var ikke blot det levende Ord, der, udtalt med Tænksomhed og dyb Følelse, her talte til os; det var Øiet, Minen, Armen, der som Ordets troe Følgesvende, sandseliggjorde os det smukke Digt. Et levende og almindeligt Bifald lønnede Konstnerinden. – Concertens Glandspunkt var i Aftes den herlige Duet af sidste Akt af ”Puritanerne”, foredraget af Mad. Simonsen og Hr. Rossi. Disse to sjeldne, klangfulde og melodiske Stemmer passe ypperligt for hinanden, og det er, som om Følelsen heraf ansporer de Syngende gjensidigen til, under Foredraget at udvikle den hele Fylde af deres Stemmers Ynde og Kraft. Et saadant Musikstykke, saaledes foredraget, hører til de sjeldnere Nydelser, og vi erindre ikke længe at have fulgt noget Sangnummer med en saa levende Interesse, som dette, og vi maae derfor beklage, at der saa sjeldent gives Publikum Leilighed til at beundre den imposante Samvirkning af disse to herlige Stemmer. Desforuden foredrog Mad. Simonsen med megen Følelse en smuk Romance af Ghys, og Mad. Malibrans bekjendte Sang, ”Rataplan”, hvis fortrinlige Udførelse fremkaldte stærkt Bifald. – En ung talentfuld Claveerspiller, Hr. Rongsted, foredrog den første Allegro af Hummels Concert i As under almindeligt Bifald.