Hoftheatret. – Den anden Forestilling af det franske Skuespillerselskab var hverken saa interessant eller saa godt besøgt som den første. Imidlertid ville vi haabe, at Publikum ikke unddrager dette vakkre Selskab sin Yndest, som det virkelig i høi Grad fortjener. Foruden de tidligere nævnte Personer havde vi Leilighed til at see Hr. Blum, Selskabets Comiker. Hr. B. hører til den meget talrige Skole af franske Comikere, hvis Forbillede er den berømte Arnal. Det er en vis bestemt Typus, der næsten er gaaet over til at blive en Maske. Men ligesom Arnal har skabte denne Maske, saaledes har hans store Talent vidst at give den en saadan Mangfoldighed af de forskielligste Nuancer, at han i en Række af Aar har været og endnu er en af Paris’s mest yndede Konstnere. Uagtet Hr. B. nu hverken har den komiske Kraft eller den Variation i sit Spil, som udgjør Arnals Styrke, er han dog en meget morsom og forstandig Komiker. Han maa vel undertiden ved bratte Overgange søge at bøde paa, hvad der mangler ham i Kraft, men han gjør dette dog med megen Skjønsomhed, uden Overdrivelse, og hans Mimik er ægte komisk i disse Overgange. Derfor behagede Hr. B. ogsaa mest i det sidste af de i Mandags opførte Stykker: ”la nuit aux soufflets”, da Hertugens Rolle netop var passende for ham. Stykket selv er en ret morsom Bagatel. En lille bitte Hertug, der har sat sig som Formaal at copiere den store Ludvig den 14de, maa allerede ved Contrasten blive en pudsig Figur, og Situationen, hvorom Handlingen her dreier sig, er ikke mindre comisk. Denne lille Fyr har nemlig faaet et anonymt Øresigen og han sætter nu Himmel og Jord i Bevægelse, ikke for at erfare, hvem der har givet ham det, men for at udfinde en værdig Straf for denne Majestætsforbrydelse. Forbryderen stal parteres, Hestene ere allerede spændte for og intet mangler undtagen Delinqventen. Hertugens Yndling, en fransk Avanturier, som selv er Forbryderen, bilder ham nu ind, at det er en Dame, og fortæller ham, hvorledes Ludvig den 14de har baaret sig ad i en lignende Casus. Den store Ludvig tilgav, og den lille Hercules den 3die gjør ligesaa. – Forestillingen begyndte med et af de mange moderne sygelig sentimentale franske Pseudomelodramer af hvilke vi ogsaa have seet nogle paa vor danske Scene. Vi ville, i Haab om at vare frie for den Slags, ikke nærmere omtale det, men kun bemærke, at Hr. Briel, der havde Hovedrollen, gjorde det Bedste han kunde ud af denne taabelige, efter Effekt jagende, Charakteer. Ogsaa Mad. Armand spillede med megen Følelse, skjøndt det just ikke er den Slags Roller, der klæde hende bedst. Hendes Spil var langt elskværdigere, og langt sandere som den muntre Hofdame i ”la nuit aux soufflets” end som denne grædende engelske Enke.

n.