Theaterføljeton.
En Aften i Hoftheatret.
Dagbladet ”Politiken”, der sysselsætter sig med mange andre Ting end Politik og har ladet sin moderne Journalistik spænde over de mest forskelligartede Opgaver, lige fra Rundrejser til Karnevaler, fra jordiske Væddeløb til Himmelske Kapflyvninger, har under alle Omstændigheder indlagt stg store Fortjenester af sit ihærdige Arbejde i Velgørenhedens Tjeneste. Det er endogsaa meget betydelige Summer, der aarlig i dette Øjemed indsamles paa Bladets Kontor, og Redaktionen maa raade over en Stab af unge Mennesker, der altid er villige til at lægge sig i Selen. Selvfølgelig kommer den Opmærksomhed, som disse Bestræbelser vækker, ogsaa Bladets Udbredelse og Indflydelse til Gode, men mer end en Gang har ”Politiken” for Velgørenhedens Skyld dog ogsaa ydet virksom Støtte til Foretagender, der ikke i første Række faldt sammen med Bladets Tendens. Friluftstheatret i Dyrehaven, hvis Repertoire baade for Tragediens og Vaudevillens Vedkommende ikke just stemmede særlig overens med Bladets litterære Anskuelser, har fra første Færd haft en af sine varmeste Venner i ”Politiken”. Og de i Tirsdags Aftes aabnede Forestillinger paa det gamle Hoftheater i Kristiansborg Slot er ligeledes sat i Scene samme Steds fra. Denne Gang er det dog næppe Hensynet til et eventuelt Overskud, der har været den yderste Drivfjeder. Bladet har – i god Kontakt med mange baade historisk og kunstnerisk interesserede – villet føre et Bevis for, at det gamle Theater er altfor smukt og værdfuldt til at hugges op og tilintetgøres – efter Slottets Bygningsplan skal der som bekendt indrettes Lejligheder her for Hoffunktionærer.
Det vilde ogsaa i høj Grad være ønskeligt, om det gamle Theater kunde bevares i sin oprindelige historiske Skikkelse. Det er ikke alene en af de ældste Skuespilscener i Europa. Der knytter sig ogsaa mange Minder fra ældre og nyere Tider til Huset, lige fra Struense-Katastrofen til den saa ofte omtalte Høedt- og Michael Wiehe Sæson i 1856-57. Kristiansborg Slot er jo rummeligt nok. Hoffets Folk maa kunne anbringes anden Steds.
Skal imidlertid Hoftheatret bevares, bør det udelukkende være som historisk Mindesmærke. Det naturligste vilde være at stille det til det nye Theater-Museums Raadighed. Det vilde altid være en Seværdighed af Rang. Mange af Museets interessante Samlinger vilde her faa en ganske sjælden Ramme. Fra Scenen vilde der nu og da kunne holdes Foredrag. Mulig vilde ogsaa en og anden historisk Forestilling atter kunne gives her.
Men til et intimt Theater egner Bygningen sig absolut ikke længer. Udviklingen er forøvrigt i de senere Aar ogsaa gaaet en anden Vej. Den berømte tyske Iscenesætter Max Reinhardt er slaaet om til den modsatte Yderlighed. I Stedet for det intime søger han de uhyre Dimensioner i Cirkus for Massevirkning og Kraftudfoldelse. Endnu mindre vilde Hoftheatret kunne bruges som den af alle attraaede Anneks-Scene til det kgl. Theater. I den sidste Theaterkommission i Halvfemserne blev ogsaa dette Spørgsmaal drøftet og nøje undersøgt. Hoftheatret er for lille; det rummer kun en 5 til 600 Mennesker. Driften vilde nu til Dags, hvor alt fra Kunstnergager til Maskinfolks Lønninger er steget saa voldsomt, ikke kunne betale sig. En Dobbeltdrift af to statsunderstøttede Scener kan kun iværksættes ved en ny Bygning i umiddelbar Forbindelse med det gamle kgl. Theater.
”Politiken” er forøvrigt ogsaa af samme Mening. Bladet skriver nu udtrykkelig om Hoftheatret: ”Maaske er det ikke muligt at bevare det som Talescene; men som et historisk Mindesmærke bør det forblive fredet.” Det vilde være ønskeligt om ”Politiken” kunde sætte dette igennem hos Bladets Venner i det radikale Ministerium.
Det skal ikke have været let at overvinde Brandvæsenets Betænkeligheder med Hensyn til Hoftheatret. Efter Ringtheatrets Brand i Wien i Begyndelsen af Firserne fik baade Brandvæsenet og Almenheden Skræk i Blodet, og Hoftheatret har været helt lukket siden da. I Tirsdags Aftes var der vel opført nogle Udgangstrapper af Træ, men selv om disse eventuelt blev erstattede af Jerntrapper, er Theatret som sagt nu sikkert uskikket til daglig Brug.
Det var et særdeles udsøgt Publikum, der havde givet Møde. Billetterne kostede ogsaa 15 Kr. Stykket. Man havde frygtet for Klamhed oq Kulde i det uopvarmede og ikke længe benyttede Theater. Men de mange Mennesker drev Temperaturen hurtig op. Den gamle Tilskuerplads med sine historiske Kongeloger, baade Christian VII.s og Frederik VII.s, tog sig udmærket ud. Det er et lige saa smukt som hyggeligt Rum. Og man baade hører og ser fortræffelig. Ogsaa Foyeren var i Dagens Anledning smykket paany. Men de smalle Korridorer kunde dog nok faa det til at løbe én koldt ned ad Ryggen. Scenen selv er ret rummelig og dyb. Der var endogsaa udmærket Plads til Balletten. Efter Forestillingen brændte der røde og grønne Blus paa Ridebanen saavel som Fakler paa Marmorbroen. Den gamle skønne Slotsplads med Buegangene og Rokokopavillonerne tog sig overordentlig festlig ud.
Forestillingen aabnedes med en velment Prolog i gammel Stil, hvor Fru Hennings og Peter Jerndorff som Aktricen Jomfru Böttger og Aktøren Rose fra ca. 1770 forsøgte at kalde noget af de svundne Tiders Illusion frem paany. Derpaa gik Kong Christian VII. og hans Dronning med et lille Følge af Datidens kendte Personligheder over Scenen, og det med hvide Allongeparykker udstyrede Orkester istemmede gamle Hartmanns Musik til Johs. Ewalds ”Balders Død”.
Men desværre fulgte Ewalds Tragedie selv ikke efter. Ved en Forestilling som denne af udpræget historisk Karakter, burde Repertoiret have været anderledes betydeligt. Det hører bl. a. til Hoftheatrets største litterære og kunstneriske Minder, at Ewalds ”Balders Død” blev opført her i Digterens Nærværelse. I hvert fald burde man have valgt et gammelt dansk Stykke, Wessels ”Kærlighed uden Strømper”, P. A. Heibergs ”De Vonner og Vanner”, et af Thomas Thaarups Sangspil med den smukke gamle Musik eller noget lignende. I Stedet havde man gravet et gammelt fransk Skuespil ”Kærlighed og Lykketræf” op af en med Holberg omtrent samtidig Forfatter Marivaux. Sykket, hvis Intrige forøvrigt ogsaa til Dels falder sammen med Holbergs ”Henrik og Pernille”, er ganske morsomt og festligt, men kan paa langt nær ikke maale sig med den gamle danske Komedies Frodighed og Humør. En ung mand, der skal bejle til en ung Pige, aftaler med sin Tjener, at de skal bytte Roller, for at han ret kan lære sin tilkommende at kende. Men den unge Pige har med sin Kammerjomfru aftalt det samme Spil. Forviklingen giver sig af sig selv, den lykkelige Opløsning ligeledes. Fru Anna Bloch spillede den unge Pige Nydeligt, og Fru Karen Lund var en frisk og fornøjelig Kammerjomfru. Som Elskeren var Hr. Roose stilfuld, og i Tjenerens Parti, en Henrik-Rolle, slog Hr. Poul Reumert munter Gækken løs. Hr. Jerndorff var en værdig Fader. Der var stort Bifald og mange Fremkaldelser.
Men Balletten ovenpaa virkede alligevel mere festligt. Man – eller Mester Hans Beck – havde valgt en af den gamle Galeottis smaa Arbejder ”Amors og Balletmesterens Luner”, den eneste af Galeottis mange mimiske Kompositioner, som det kgl. Theater har bevaret paa sit Repertoire til vore Dage. Det er en naiv, men gratiøs Spøg, og hele det udmærkede Balletpersonale gjorde stormende Lykke.
Forestillingen paa Hofhteatret gentages endnu to Aftener. Saa vidt vides, er der udsolgt til dem begge. Indtægten er saaledes stor, men Udgifterne er uden Tvivl også betydelige. Det er saa sin Sag at spille igen i et Theater, der har været lukket i over 30 Aar. Efter Bestemmelsen skulde nu straks efter Forestillingerne Theatret forsvinde. Arbejdet paa Slottet skrider jo rask frem. Men det vil formentlig hurtig vise sig, om ikke disse Forestillinger baade i Regeringen og i Offentligheden overhovedet har skabt Stemning for at bevare det gamle historiske Mindesmærke. De fleste af det nuværende Ministeriums Medlemmer saas ogsaa paa Tilskuerpladsen.
Otto Borchsenius.
