Hoftheatret. – Længe og med spændt Forventning har det musikalske Publikum imødeseet den verdensberømte Violinist Ernst’s Ankomst hertil; den overordenlige Enthusiasme, hans Spil efter fremmede Blades Beretninger overalt har vakt, den Æresbeviisning, der paa flere Steder er vederfaret ham, at Orchestret ved Hans Fremtrædelse har modtaget ham med Fanfare, en Ære, der, saavidt vi vide, tidligere kun er viist Paganini: Alt dette, sige vi, maatte naturligviis foraarsage, at man ved den i Aftes givne Concert imødesaae en overordenlig Konstnydelse. Ernst kom, spillede og – seirede. Det første Nummer, som Concertgiveren udførte, den bekjendte fortræffelige Violinconcert af Spohr i Form af en Syngescene, vakte vel ikke noget overordenligt Bifald, skjøndt det udførtes med en høi Grad af Elegance og Udtryksfuldhed i Foredraget; men det var ikke det, man ventede paa; man vilde høre Ernst’s egne Compositioner, for at kunne faae en Dom over hans Individualitet som Violinspiller, man glædede sig til at beundre det Særegne og Overordenlige, der, hvad man ikke kunde tvivle om, maatte findes i hans Spil; thi i vore Dage er det ikke nok at være, hvad man kalder en solid Violinspiller til at begrunde et Renomée, som det Ernst har erhvervet sig; der maa noget Extraordinairt til. Det næste Nummer, ”Phantasi over Marschen og Desdemonas Svangesang af Othello,” var derfor mere skikket til at give et Begreb om, hvad Ernst formaaer at præstere, og det er i technisk Henseende utrolige Ting, som vi ikke skulle indlade os paa at beskrive. Hvad vi derimod kunne tale om, er det henrivende og hjertegribende Foredrag, der dog er frit for al Overdrivelse og Affectation, den overordenlige Lethed og Elegance i Udførelsen af selv de vanskeligste Passager og Figurer, det sikkre og raske Buestreg og den rene og fulde Tone. Under Foredraget af dette Nummer steg Publikums Begeistring bestandig, indtil det efter Udførelsen af det sidste Nummer: ”Carnevalet i Venedig”, udbrød i en sand Bifaldsstorm. Denne Composition er en sand musikalsk Maskerade, og man kan ikke Andet, end smile over de morsomme Masker, man idelig støder paa. Paganini har i sin Tid spillet noget Lignende, men, om det er den samme Composition, eller om dette ”Carneval” overhovedet er en Composition, eller snarere for en stor Deel en Improvisation, skulle vi ikke kunne sige. – Ernst’s Udførelse af dette Nummer var mesterlig og fremkaldte som sagt en overordentlig Begeistring, der gav sig Luft ved et eenstemmigt Dacapo Raab, der foranledigede Concertgiveren til endnu at tilføie nogle Variationer. Mad. Simonsen, der understøttede Hr. Ernst, sand en Arie af ”Lucia” saa fuldtendt som vi endnu ikke have hørt det af denne udmærkede Sangerinde; ligeledes foredrog hun ypperligt en Romance af Donizetti og en Tyrolienne af Rossinis Soirées musicales.

14.