Det faldt mig ind i nogle faa Træk at skildre to unge sjællandske Bønderfolks Kjærlighed, beskyttet af Tomtens Nisse. Jørgen har et godt Øie til Lise, men hun finder ham altfor verdslig og letsindig, hvorimod hun selv er af et stille, adstadigt Gemyt, passer sin huuslige Gjerning, leer høist sjelden og dandser aldrig. Nissen, der ved mange Leiligheder har drillet Jørgen, bliver endelig fangen af denne og maa løskjøbe sig med Gaver, hvoriblandt et Silkebaand, der skal kunne forvandle Lises Sind; men neppe har Jørgen bundet hende det om Livet, førend hun gribes af en eiendommelig Begeistring, kaster sine Trætøfler og udvikler en forbausende Færdighed i den nyere Dandsekunst. Jørgen vil i sin Fortvivlelse flygte bort fra dette forhexede Sted og pakker alt sit Tøi paa en Karre; men her kommer det gamle Eventyr Forfatteren tilgode, idet Nissen titter op af Bøtten med sit velbekjendte: ”Vi flytte i dag”. Jørgen besinder sig og erkjender snart, at Hjemmet dog er det Bedste: thi det fortryllede Livbaand er fløiet af i den voldsomme Dands, og Lise, skamfuld over de høie Spring, lover herefter at følge den jævne Middelvej. Hun bliver Jørgens Brud, og da en Liremand just kommer forbi, deeltager hun, tilligemed et andet muntert Kjærestepar, i en Contraseire (Ça ira) i den ægte Bondestiil.
Denne lille Idyl, eller rettere dette Træsnit efter Chr. Winthers Mønster, gjorde stor Bravour ved den første Forestilling paa det mindre Hoftheater, men tabte ganske sin Virkning paa den større Scene.