Hoftheatret. Man veed, at der er Intet, Kjøbenbavnerne interessere sig mere for end Theatret, men om intet Andet bliver derfor uroligere Historier bragt tiltorvs. Naar disse Historier blot indskrænke sig til Theevandssladder, faaer man lade dem passere, skjøndt de kunne gjøre Skade nok, men optræde de med en vis Pretension i et offenligt Blad, bør de imødegaaes. En Hr. B. A. har i ”Fædrelandet” for den ottende October anstillet en Mængde sindrige Gisninger om hvorfor vel Hoftheatret er saa sparsomt besøgt og kommer til det Resultat, at det er Opposition af Publicum mod den nye Theaterdirecteur; men saa dumt kan da Publicum ikke være; thi bvad har den Nydelse en god scensk Præstation yder med Theaterdirecteurens Personlighed at gjøre? Desuden, naar det danske Publicum opponerer, pleier det altid at undersøge først om Oppositionen et berettiget, det opponerer aldrig blindt hen; thi da føler det hos sig selv, at Oppositionen netop tiener til at støtte det, der skal styrtes. Vi have allerede i August Maaned udtalt os mod Hr. Christensen som Theaterdirectcur, vi have sagt alt det, som B. A. nu først siger om Cultusministerens Forhold til Theatret, men derfor have vi dog ikke besluttet, at angribe Secretair Carstensen, naar han er aldeles uskyldig i de Feil, som kunne indsnige sig ved Theatret. Den egentlige Grund til, at Hoftheatret er saa slet besøgt er saaledes slet ikke at finde i Hr. Christensens Personlighed, men deri, at han har været nødt til at opføre en Mængde udspilte Stykker. Enhver, som færdes lidt i Theaterverdenen veed nemlig, at Hr. Professor Holst har været udseet til Theaterdirecteur og Hr. Høedt til Sceneinstructeur, men at de begge to frivilligt traadte tilbage, da Fru Heiberg ikke gjerne saae dem i disse Poster; til Gjengjæld for denne Føielighed lovede den store Kunstnerinde at optræde den første Aften i Saisonnen i ”Den Vægelsindede”, men har til Dato ikke været istand til at holde sit Løfte. See, det er Grunden, hvorfor Repertoiret ikke kan svare til Publicums Ønsker; thi endeel at det har naturligviis været basseret paa vor store og evig unge Kunstnerinde, som nu desværre synes at ville forlade Publicum, skjøndt Publicums Hjerter endnu ikke have foeladt hende. Naar Hr. B. A. derfor en anden Gang kommer med Gisninger over Theatret, haabe vi at han indskrænker sig til en eller anden Theecirkel og forskaaner Offenligheden, eller at han idetmindste forhører sig et eller andet Sted om, hvordan det hænger sammen, før han optræder som Publicist.
A. B.
