Hoftheatret. – I hvor høi en Grad Mad. Marziali i den korte Tid, hvori hun havde Leilighed til at medvirke ved den italienske Opera, har erhvervet sig Publikums Gunst, viste saavel det talrige Auditorium, der igaar Aftes havde indfundet sig ved hendes Concert, som de stærke og vedholdende Bifaldsraab, der løde ved hendes første Indtrædelse paa Scenen. Efterat have hørt Mad. Marziali i Aftes, maae vi beklage, at det italienske Operaselskab netop nu, da dets Forestillinger ere sluttede, har gjenvundet en Sangerinde, der efter vor Overbeviisning vilde være i Stand til hos en stor Deel af Publikum atter at vække den henslumrende Interesse for den italienske Opera; thi at Mad. Marziali nu, baade i Henseende til Stemmens Fylde og Kraft og til det Techniske i Sangen og Foredraget, præsterer noget langt Fortrinligere, end det ved hendes første Optræden var hende muligt, behøve vi vel neppe at tilføie. Den første Cavatine af ”Norma” (casta diva) sang Mad. M. fortræffeligt og med overordenligt Bifald. Blandt de øvrige Numere ved denne Concert skulle vi især udhæve den ypperlige Duetto Buffo mellem Concertgiverindcn og hendes Søster, Sign. Sori, der fra begge Sider udførtes med meget Lune; og det vilde vist ikke være til Skade for Hr. Speratis Concert paa Løverdag, om dette Nummer, der gjorde megen Lykke i Aftes, ved denne kunde blive gientaget. Endnu maae vi omtale Mad. Forconis fortræffelige Udførelse af Desdemona’s Svanesang af ”Othello”, der var den mest vellykkede, vi endnu have hørt af denne Sangerinde; men Publikum forblev, Gud veed af hvilken Grund, dog koldt herved, skjøndt det ellers ikke sparer paa sin Enthusiasme. Til slutningen blev naturligviis Concertgiverinden fremkaldt under levende Bifaldyyttringer.
14.
