Hoftheatret. – Den i Mad. Marziali’s Sted engagerede Primadonna, Mad. Mazza, optraadte iqaar Aftes for første Gang som Lucia i Donizetti’s Opera af dette Navn. Denne Sangerinde er i Besiddelse af en stærk, reen og fyldig Sopran-Stemme, der, naar den modereres, har en smuk og behagelig Tone; men, naar den forceres især i Høiden, let faaer noget skingrende ved sig, der ligner Tonerne af en Clarinet, som blæses med for stærk Emdouchure. Hvad Stemmens kunstmæssige Uddannelse angaaer, da er det vanskeligt, efter Forestillingen igaar Aftes at yttre nogen bestemt Dom herom; thi, medens enkelte Passager og Roulader lykkedes fortræffeligt og udførtes med megen Egalitet og tilsyneladende Lethed, mislykkedes andre aldeles, som, for at nævne et Exempel: Opgangen med de fire Triller i Slutningen af.Lucia’s sidste Arie, hvilke Mad. Mazza udførte i en, fra den øvrige Arie heel forskjellig. Tonart. I sit Foredrag er denne Sangerinde ikke fri for at vare temmelig maniereret, hvilket især var paafaldende i første Akt, hvor Lucia optræder som en mere passiv Person; i de andre Akter, hvor Handlingen faaer mere Interesse, var derimod denne Feil ikke saa kjendelig, og vi indrømme med Fornøielse, at Mad. M. i flere Scener og navnlig i Vanvidscenen i tredie Act i Henseende til dramatisk Foredrag, overgik begge sine Forgængerinder i denne Rolle. Naar Mad. M. bliver nøiere bekjendt med vort Publikums Fordringer, vil hun vistnok vide at aflægge noget af denne Maniereren; den Maade, hun betjente sig af: ved Gestus ligesom at udtryke de Ord , der forekom i Texten (som f. Ex. at lægge Fingeren paa Munden, hvor Ordet ”silenzio” forekommer), vil aldrig kunne finde Bifald her; ogsaa er Mad. M.’s Øine, Arme og hele øvrige Krop altfor meget i Bevægelse, naar hun svnger. Hos Publikum vandt den nye Sangerinde et temmelig almindeligt Bifald, der dog af og til ledsagedes af en, som det forekommer os, ubillig, svag Hyssen; thi, ligesaa lidt som vi hylde det Princip, at modtage alt Nyt med stormende Bifaldsraab, naar det ikke er afgjort fortræffeligt, ligesaa lidt finde vi det billigt, at bedømme en Sangerinde for strengt ved hendes første Optræden, da baade Ængstligheden for det uvante Publikum, en tilfældig Indisposition eller mange andre Grunde kunne foraarsage, at et Parties Udførelse paa en bestemt Aften kan være langt mindre tilfredsstillende end det under andre Omstændigheder vilde være Tilfældet. – Hr. Rossi sang igaar Aftes fortræffeligt, og Publikums Bifald for ham var overordenlig levende; som et i Hensende til Udførelsen fuldendt Nummer, skulle vi tillade os at nævne Duetten i tredie Akt mellem Rossi og Paltrinieri. Som en Mærkelighed ville vi anføre, at den sidstnævnte Sanger, der ellers er saa sikker som prøvet Guld, et Øieblik gik fra det i et Recitativ i anden Akts Begyndelse; paa den Maade, vi have fremsat denne Dadel, geraader den snarere Hr. P. til Ære. – Paa Fredag gives ingen Forestilling af det italienske Operaselskab formedelst Forberedelserne il den nye Opera, ”Beatrice di Tenda”, som vil blive opført paa Løverdag, til hvilken Aften Fredags Abonnementer er gjeldende.