Hoftheatret. – I Onsdags opførte det italienske Operaselskab for første Gang: ”I Capuleti ed i Montecchi, Opera seria i 3 Acter med Musik til de to første Acter af Bellini og til den tredie af Vaccai, paa hvilken Maade denne Opera nu overalt gives paa de italienske Theatre, fordi Vaccais Composition af 3die Akt ansees for bedre end Bellinis. Hvorvidt man herved har handlet ret eller uret mod den ene eller den anden af de nævnte Componister, kunne vi ingen Mening have om, da vi af Vaccais Composition kun kjende den omtalte 3die Akt; men saa meget er vist, at man har al Grund til at være tilfreds med det nuværende musikalske Arrangement, og ingen af de to berømte Tonekonstnere staaer i Henseende til Compositionens Skjønhed tilbage for den anden. Maaskee er Vaccais Musik lidt simplere og ikke saa vanskelig at synge, som Bellinis, hvorfor ogsaa 3die Akt i Henseende til Udførelsen uden Sammenligning var den bedste. De Forventninger, hvormed man, tagende Hensyn til Rollebesætningen, imødesaae Opførelsen af denne Opera, vare just ikke store, og, medens Udfaldet paa den ene Side viste, at man havde gjort ret i ikke at vente for Meget, maae vi paa den anden Side erkjende, at Forventningerne dog i Noget bleve langt overtrufne; vi sigte herved til Mad. Forconis fortrinlige Udførelse af Romeos Parti, hvilken vi ansee for noget af det heldigste, vi endnu have seet af denne som dramatisk Sangerinde meget begavede Kunstnerinde. Partiet, der ligger temmelig lavt, passer ypperligt for Mad. Forconis Stemme, hvis Mellemtoner i Særdeleshed ere meget klare og smukke, kun savner man af og til den ønskelige Styrke og Kraft i Foredraget; hendes Spil i sidste Akt var af en gribende Virkning, og det er kun beklageligt, at hun i denne Henseende blev saa svagt understøttet af sin Modspillerinde. Efter Teppets Fald blev Mad. Forconi under levende Bifaldsraab fremkaldt. Sign. Sori, som Giulietta, har unegtelig den Fortjeneste, at hun synger rigtigt og reent, hvilken Roes endda ikke vil sige saa Lidet, naar man betænker, at Partiet er meget anstrengende og ligger meget høit; men der er intet Liv, ingen Aand i hendes Foredrag, Intet, som kan opløfte og begeistre Tilhøreren, hvortil endnu kommer, at hendes Stemme, naar den forceres, faaer noget Hæst og Skrigende, der langtfra ikke er behageligt. Hr. Rossi, der nu, – takket være Damernes Protection! – synger hver Aften, var i Onsdags saa hæs, at hans Sang fremkaldte lydelige Mishagsyttringer. Hvorfor man, da Selskabet eier to Tenorister, ikke doublerer Tenorpartierne, er ligesaa uforklarligt, som at man ikke, hvor det kan lade sig gjøre, substituerer Hr. Paltrinieri for Hr. Rocca, der med al Respect for hans Fortjenester som Buffosanger, ikke burde træde op i en Opera seria, hvor han kun kan fremkalde Latter. – Hr. Torres kraftige Basstemme var af god Virkning i de kombinerede Nummere; for resten er hans Parti kun ubetydeligt. – Forinden vi slutte denne Anmeldelse, skulle vi endnu henvende Opmærksomheden paa Hr. Fuchs jun. smukke Udførelse af Clarinetsoloen i Introductionen til 2den Akt, der vandt fortjent Anerkjendelse hos Publikum, ligesom vi i det Hele taget maae erkjende, at det italienske Operaselskabs Orchester i den senere Tid har vundet betydeligt.