Hoftheatret. – Det italienske Operaselskab opførte iaftes for første Gang: ”Chi dura, vince”, Opera buffa i 2 Akter med Musik af Ricci. Ingen af alle de Operaer, Selskabet her til forskjellige Tider har givet, er ved den første Opførelse gaaet med saa megen Sikkerhed og Afrundethed, ingen er bleven modtaget med det enthusiastiske Bifald, som denne. Vi tvivle derfor ikke om, at ”Chi dura, vince” vil blive et Kassestykke, der vil holde Entrepreneuren skadesløs for det Tab, han hidtil har lidt ved Publikums let forklarlige Mangel paa Deeltagelse for de fleste af Selskabets tidligere Præstationer i denne Saison. Det kan vel ikke negtes, at den største Deel af det Publikum, der besøger den italienske Opera, har større Interesse for, eller for at bruge et maaskee mere betegnende Udtryk, ”sværmer” mere for den seriøse Opera; alligevel troe vi, at Entrepreneuren har gjort Ret i for største Delen at have bestemt comiske Operaer til Opførelse i denne Vinter, idet Selskabets Kræfter aabenbart henvise det til disse, der, naar de udføres saa godt, som Tilfældet var med ”Chi dura, vince” iaftes, nok ville vide at skaffe sig deres Publikum, om dette end skulde blive et andet, end det, der tidligere har fundet den største Salighed ved at besøge den italienske Opera. – Texten til den iaftes opførte Opera har i det mindste den Fortjeneste, at der er Sammenhæng og Mening i den, og at den giver rigelig Anledning til comiske Situationer og Scener; kun er det ikke let at forstaae, hvorledes den er kommen til sit Navn, hvortil Indholdet ikke i fjerneste Henseende berettiger den. Musiken kan vel ikke gjøre Fordring paa Genialitet, men er i høi Grad livlig, velklingende og melodiøs, saa at den aliid lader sig høre med Fornøielse. – Udførelsen var fra Hovedpersonernes Side fortræffelig. Mad. Marziali har i den senere Tid vundet betydeligt i Stemme og Foredragets Friskhed; hendes Sang er gjennemtrængt af et Liv og en Sjælfuldhed, der i høi Grad tiltaler Publikum, hvis Yndling hun er blevet. DHrr. Profeti og Paltrinieri vare ganske paa deres Plads og frembragte en forbausende Virkning ved deres malmfulde Stemmer, der, naar de komme sammen, lyde som et heelt Chor. Tenoristen Antonelli, der iaftes optraadte for første Gang, har en, især i de høie Toner, smuk og velklingende Stemme, der imidlertid er lidt svag, naar den lyder ved Siden af saadanne Stemmer, som Profetis og Paltrinieris; i sin Maade at synge paa minder Hr. Antonelli meget om Ferrari Stella, især ansætter han Tonerne ganske paa samme Maade som denne; Intonationen er reen og Foredraget smukt og behageligt; i Mellemtonerne kommer Ganestemmen lidt frem. Publikum var veltilfrees med denne nye Acqvisition ligesom med den hele Forestilling. Mad. Marziali sang til Slutningen en indlagt Arie af Operaen: ”I Lombardi” af Verdi, arrangeret og instrumenteret af Hr. Sperati, der fremkaldte en sand Bifaldsstorm, ledsaget af Fremkaldelser af hende og Tutti. Konstnerinden gjentog derpaa Allegroen af dette Nummer, hvorpaa Jublen brød ud paany og først kunde bringes til Ro, da Mad. Marziall havde viist sig anden Gang. Operaen gjentages imorgen Aften.