Hoftheatret. – Den almindelige og spændte Forventning, hvormed den italienske Opera’s Velyndere have imødeseet Md. Secci-Corsis Optræden i et seriøst Parti, havde i Aftes, da Bellinis berømteste Opera ”Norma” for første Gang gaves i denne Saison, forsamlet et usædvanlig talrigt Publikum inden Hoftheatrets Vægge. Det enthusiastiske Bifald, der ledsagede den hele Forestilling fra Begyndelsen til Enden, vidnede om, at Forventningerne, hvor store de end have været, ei ere blevne skuffede. Md. Secci-Corsi havde som Norma Leilighed til at udvikle hele sin herlige Stemmes forbauseude Fylde og Kraft; der gives ingen Vanskeligheder for en saadan Stemme, der med samme Lethed og Klarhed bevæger sig i de høieste som i de dybeste Toner, der aldrig synes at kunne trættes, der med Lethed udfører de vanskeligste Coloraturer og Passager; kort sagt, vi vilde ansee hende for en fuldendt Sangerinde, hvis hun ikke havde tilvant sig en saa aldeles forkeert og forstyrrende Maade at inspirere paa. Med Hensyn til det dramatiske Foredrag, da var dette i mange Henseender fortræffeligt, navnlig var den Kraft og Høihed, hvormed Konstnerinden udførte Recitativerne, af en gribende Virkning; alligevel kunne vi ikke negte, at Foredraget af og til forekom os lidt outreret, lidt vel stærkt understreget, om vi maae bruge dette Udtryk, en Feil, der blev dobbelt afstikkende ved Siden af Md. Forconis i høi Grad ædle, skjønne og simple Foredrag af Adalgissas yndige Parti. Man vil erindre, at det var et almindeligt Ønske, at Md. Marziali vilde overtage denne Rolle, og vi høre selv til dem, der paa det indstændigste have opfordret hende hertil; men, efter at vi have seet Md. Forconi i Aftes, maae vi tilstaae, at det glæder os, at Md. Marziali ikke har seet sig i Stand til at imødekomme den almindelige Opfordring , thi vi tvivle meget om, at hun havde været i Stand til at løse benne Opgave saa tilfredsstillende, som bet er lykkedes Md. Forconi, der vistnok ikke har tabt i Publikums Øine, fordi hun har nedværdiget sig til at synge et saakaldet ”andet Parti”. Vi ansee denne Præstation for, baade i Henseende til Spil og Sang, at være den fortrinligste, vi have seet af denne Konstnerinde, der gav Harmoni og Eenhed i Fremstillingen, og hendes skjønne, klare Mellemtoner kunne ikke forfeile at gjøre et dybt Indtryk paa Tilhørerne. I den bekjendte store Duet mellem Aldalgissa og Norma hævdede hun værdigen sin Plads ved Siden af Mad. Secci-Corsi, og hvad der maaskee manglede i Stemmens Kraft og Voludilitet, erstattede hun fuldkomment ved Foredragets Varme og Inderlighed. Fra disse to Hovedpersoners Side lod Opførelsen af ”Norma” i Aftes saaledes Lidet eller Intet tilbage at ønske, og Publikums Anerkjendelse heraf viste sig saavel ved det levende Bifald, der ledsagede dem giennem hele Operaen, som ved gjentagne Fremkaldelser efter lste og 2den Act. Mindre heldig var Hr. Rossi som Pollione; han havde igaar en af sine uheldige Dage, og under disse Omstændigheder har han intet Herredømme over sin Stemme. Hr. Torre foredrog sit Parti med en Følelse og en Varme, der flere Gange fremkaldte levende Bifaldsyttringer, men fra at detonere var han heller ikke ganske fri. Choret var i det Hele taget meget usikkert og kunde ikke altid blive enigt med Orchesteret. Dette var i Aftes saa slet, som vi ikke længe have hørt det; det stemmede ikke, faldt upræcist ind og var imod Sædvane aldeles utilbøieligt til at give efter for Sangernes billige Ønsker om Forandringer i Tempi, der i det Hele taget forekom os at være altfor animerede. Selskabets Capelmester, Hr. Sperati, der i længere Tid ved Sygdom har været forhindret fra at udføre sine Functioner, savnes meget.