Hoftheatret. I Aftes opførtes for 2den Gang Cimarosas fortræffelige Opera, ”il matrimonio secreto”. Skjøndt denne Musik maa regnes til den Slags, man i Almindelighed betegner med Tillægsordet ”gammeldags, eller ”god gammeldags”, maa den dog nødvendigviis i høi Grad tiltale Enhver, der elsker Musiken for dens egen Skyld, ved sin friske og livlige Colorit, ved sine smukke og ukonstlede Melodier og ved den paa mange Steder meget charakteristiske musikalske Behandling af Texten, der viser, at de ”gammeldags” Componister ikke saa aldeles tilsidesætte den sunde Fornufts Fordringer, som de nyere, især de nyere italienske, der i denne Henseende ikke sjeldent ere altfor moderne. En saadan ældre, mere gediegen Musik maa, som det forekommer os, alene som en Afvexling betragtet, være selv det større Publikum velkommen, og det er derfor mærkeligt nok, at allerede den anden Onførelse af denne Opera lod Huset temmeligt tomt. At det italienske Operaselskab selv skatter Cimarosas Værk efter Fortjeneste , viser den Omhyggelighed, vi kunne gjerne sige, den Forkjærlighed, hvormed det er sat i Scenen, idet samtlige Roller ere besatte med Selskabets bedste Kræfter, en Opmærksomhed, man ikke engang viser Rossini, endsige Bellini og Donizetti. Ogsaa paa Costumerne har man i denne Opera anvendt større Omhyggelighed, end det ellers i Regelen er Tilfældet, og, om disse end ikke alle ere smukke (hvad man f. Ex. ikke kan sige om Grevens), ere de dog alle nogenlunde rigtige og correcte: Damerne have ikke forsmaaet at skjule deres Lokker under en gammeldags Haartour, som dog, hvad de nok selv vide, klæder dem nydeligt; men selv Rossi har faaet en hvid Paryk paa, hvad der rigtignok ikke klæder ham godt og især stikker stygt af mod hans Bakkenbarter og Skjæg. Dog det vilde være altfor formasteligt, om vi vilde forlange, at en italiensk Sanger skulde opoffre denne Prydelse, for at opnaae Rigtighed i Costumet. Skjøndt en kjendelig Indisposition hos to af de Rollehavende (Mad. Marziali og Hr. Rossi) i Aftes skadede Ensemblet noget, maae vi dog indrømme, at Opførelsen af ”il matrimonio secreto” hører til de heldigste og mest fuldendte af Selskabet Præstationer. Md. Secci-Corsis klare og fulde Toner ere især af en ypperlig Virkning i de combinerede Nummere, hvori Sopranstemmen næsten heelt igjennem ligger meget høit; Cimarosas Musik, der ikke er saa overlæsset med Snirkler og Roulader, fordrer heller ikke saa megen mechanisk Anstrengelse af Sangerinden, og derfor mærkes i dette Parti den ubehagelige Snappen efter Veiret ikke saa meget. Mad. Forconis fortrinlige dramatiske Foredrag, hvori hun vistnok kun overtræffes af saare Faa, har i denne Opera feiret en ny Triumph. Syngepartiet, der heelt igjennem bevæger sig i de dybere Mellemtoner, ligger ganske for hendes Stemme, der i disse Toner har en ganske eiendommelig Ynde og Klang; hendes Spil er fuldt af Lune og har paa mange Steder en comisk Kraft, der uimodstaaelig river Tilskueren med sig. Der boer en sjelden Konstnersjæl i denne Sangerinde, og det er derfor beklageligt, at Hendes physiske Evner ikke altid svare til Hendes aandige. Hr. Paltrinieri er som Greven for stiv og tung; den ugeneerte Holdning og den gratiøse Lethed i Manererne, der ere nødvendige Fordringer ved en Rolle af denne Natur, er han ikke i Stand til at tilegne sig. Syngepartiet udfører han, som altid, correct, men nuancerer sit Foredrag altfor lidt. Hr. Profetis Geronimo vilde vi kalde fortræffelig, hvis vi ikke havde seet ham i andre Roller; men der er over denne Buffofangers forskjellige Præstationer udbredt en trættende Eensformighed, der i høi Grad svækker Indtrykket af dem: Som Columella, som Hovmesteren i Knibe, som Bartholo og som Geronimo er han ganske den samme, det samme Minespil, de samme Armbevægelser, den samme Holdning. Ogsaa forekommer det os, at han synger vel meget parlando og i det Hele taget taler for meget udenfor sin Rolle, en Feil, hvori ikke sjeldent Hr. Paltrinieri ogsaa gjør sig skyldig. Som et særdeles vellykket Nummer maae vi anføre Duetten i Begyndelsen af 2den Akt mellem Greven og Geronimo, i hvilken den Sidstes mislykkede Forsøg paa at dandse, var af megen comisk Virkning. Hr. Rossi kjeder sig aabenbart ved sit Parti og kan derfor ikke undgaae at fremkalde den samme Følelse hos Tilskuerne.