Nu har jeg da for mine Synders Skyld ogsaa været hen og hørt l’Elisir d’Amore hos Italiænerne, men gik min Vei, inden den første Act var til Ende, sintemalen mine Ører leed ved deres forskrekkeligt falske Intonation. Tenorsangeren har en smuk Stemme, med et naturligt rørende Udtryk; men skriger i Høiden, var denne Aften noget hæs, og sang falsk, som en Ulykke. Madam Forconi sang ret artig, havde endda en naturlig Roulade ned ad; men Trioler kan hun ikke giøre, har overalt ikke, hvad man kalder bravour; kort at fortælle: hun synger, som Folk formodentlig synger fleest i Italien, og ved visse Leiligheder klinger Stemmen lidt a la Poissarde. Torre er en livagtig Vægter, og non plus ultra af Falskhed; men Paltronieri sang godt, med en ordinair Stemme. Voila tout! og Publicum klappede, som om det var forrykt, og jeg blev ganske bedrøvet over Smagens Forfald, thi Musiken var ogsaa triviel i høieste Grad. Men derved er Intet at gjøre. Hvis du i næste Uge bliver her nogle Dage, skal jeg traktere Dig med en Billet til den Stads, at Du dog kan snakke med, som en erfaren Mand. Det Fortrin har de for vor Sangpersonale, at de synger ud af Skjægget, og med Liv, og udtaler Ordene, saa man forstaaer Alt paa det Fuldkomneste.