I Mandags havde den af Hr. Capelmusikus Barth anmeldte Instrumental- og Vocal Concert Sted i Hoftheatret. Foruden de to herlige Ouverturer af Beethovens Egmont og Spontinis Ferdinand Cortez, begge sande Mesterværker, der udførtes til en høi Grad af Fuldkommenhed af Capellets Medlemmer under Hr. Professor, Ridder Schalls bekiendte fortræffelige Anførsel, foredrog Concertgiveren tvende af sine egne nye Compositioner, der vare saa udmærkede, at man var i Uvished om enten Compositioner eller sammes Udførelse kunde tilkiendes Fortrinet. Den første berømte Concect, der er skreven i en Form af en Syngescene, begynder med et glimrende Recitativ, der gaaer over til en smagfuld Cantabile. Den Kunst, hvormed Componisten havde udført denne nye Idee, var særdeles beundringsværdig. Det følgende Nummer var en genialsk Allegro seria, der, naar den foredrages med en saaadan Smag og Expression som af Barth selv, er af den høieste Virkning og giør et ligesaa levende Indtryk paa Ikke-Kienderen som paa Kienderen. Det sidste Nummer var en Adagio og Rondeau brillant, der i Genialitet fuldkommen var de to første værdig. Den runde, fulde, bløde og saa særdeles behagelige Tone, der især udmærker Barths Foredrag er eneste i sit Slags og dobbelt beundringsværdig med Hensyn til Instrumentets Vanskelighed. Oboen er, som bekiendt, et af de vanskeligste Instrumenter ligesom det er det blødeste, der kommer den menneskelige, især den quindelige Stemme nærmest. Den Virtuositet, hvormed Barth behandler dette Instrument, sætter ham i Rang med de ypperst nulevende Solospillere.