Hoftheatret. – Blive vi end ofte skuffede ved de overdrevne Lovtaler, som fremmede Blade udbasune over en eller anden Virtuos, og har end vort Publikum ikke sjeldent maattet bøde for dets Lettroenhed i denne Henseende, saa maae vi dog erkjende, at det store Renome, Pianisten Theodor Döhler, der i Aftes gav sin første Concert paa Hoftheatret, har medbragt hertil, i enhver Henseende er fuldkommen velbegrundet. Hr. Döhler er i Besiddelse af alle de Fuldkommenheder, som Man, vi ville ikke sige, kan fordre, men som man kun kan tænke sig hos en Pianist; det er ikke blot den utrolige mechaniske Færdighed, vi Hos denne Kunstner beundre, men tillige den overordentlige Lethed og Elegance i Anslaget, det udtryksfulde og henrivende Foredrag, kort sagt, den hele Totalsum af Fuldkommenheder, der giør Döhlers Claveersvil til det mest tiltrækkende, vi nogensinde have hørt, og vi kunne gjerne tilføie, nogensinde have seet; thi det at see disse elegante og gratiøse Fingerbevægelser, er allerede en sand Konstnydelse. Döhler bevæger under Spillet kun Haaudledene og Fingrene, Armene ere fuldkommen rolige, og af de hæslige Legemsfordreielser, som man saa ofte seer Hos andre Claveervirtuoser, er der Hos ham intet Spor. Ogsaa som Componist for sit Instrument synes Döhler at staae paa et høiere Trin, end dette i Regelen er Tilfældet med den nyere Tids Virtuoser; hans Compositioner bære alle Præg af en lutter musikalsk Smag, der selv under Anvendelsen af de vanskeligste techniske Konststykker, aldrig lader sig forlede til det Barokke eller Grelle. Ethvert af de Nummere, som Döhler udførte i Aftes, blev modtaget med stormende Applaus, ligesom han ogsaa hver Gang modtoges med Bifaldshilsen ved sin Fremtrædelse. At Huset kun var halvt fuldt maa nærmest tilskrives en vis Forsigtighed hos Publikum, der helst vilde være sikker paa, hvad der bydes det, inden det giver Pengene ud ; men vi ere overbeviste om, at Hr. Döhler ved sin næste Concert vil kunne glæde sig over et Publikum, der er ligesaa talrigt som det i Aftes var taknemmeligt. – Det fortjener at anføres, at Hr. Döhler havde havt den Opmærksomhed at indbyde Medlemmerne af Capellet, Theaterpersonalet og Medlemmerne af Konstakademiet til at overvære hans Concert, og dertil bestemt Theatrets Skueplads, som han ikke selv benyttede, idet hans Instrument var posteret paa en Ophøining over Orchestret.