Jeg fortsatte nu min daglige Gang paa Danseskolen, hvor jeg stadigt var udsat for nye Ydmygelser af forskjellig Art; især var de ulykkelige simple Klæder, som jeg var iført, bestandig Stof til Latter for de andre Børn; og Udsigten til at dette kunde blive bedre, var mindre end nogensinde. Fattigere og fattigere bleve mine Forældre, saa de endogsaa saae sig nødsagede til at flytte fra Brogaden til en endnu ringere Leilighed. Kort Tid før dette skete, hændte der Noget, der ikke bidrog lidet til at forbittre mig min Barndom. En Dag, da min Søster Amalie og jeg vare ene i vor Dagligstue og udførte en af vore «Balletter» , sank hun pludseligt paa Knæ og dreiede Hovedet saa forfærdeligt , at jeg udbrød: «Fy, hvor det er stygt! Lad dog være!» Til min Forundring svarede hun mig ikke, men sank om paa Gulvet i det frygteligste Krampeslag. Jeg raabte nu om Hjælp, og min stakkels Moder fik da til al sin øvrige Kummer den nye Sorg, at have et Barn med en saa rædsom Sygdom, en Sygdom, der aldrig siden forlod det tilsyneladende sunde og blomstrende Barn. Imidlertid haabede man bestandigt, at det skulde fortage sig; hun vedblev derfor at gaae paa Danseskolen, og det blev mit Hverv at passe paa hende tidligt og sildigt. Ofte, naar vi gik fra eller til Theatret, fik hun det pludseligt paa Gaden, hvor hun, liggende paa Bro stenene, til min store Angest og Forfærdelse samlede de Forbigaaende om sig. Men jeg kan nu ikke andet end forundre mig over den Aandsnærværelse, som jeg lille Pige ved slige Leiligheder lagde for Dagen. Med fuldkommen Ro og Besindighed gjorde jeg Alt, hvad der var at gjøre, taus, som sædvanligt. Min stakkels Søster og jeg vare uadskillelige. Vi gik altid sammen, vi sov i samme Seng; thi intet Øieblik turde hun være uden Opsigt. Vi holdt saa meget af hinanden, at Ingen af os kunde falde i Søvn om Aftenen, naar vi ikke holdt hinanden i Haanden. Dette var Lykken i denne Ulykke.