1. april 1829

Avisreportage

Koncert på Hofteatret

– I Onsdags opførtes paa Hoftheatret den tidligere heri Bladet anmeldte Concert af Selskabet Euterpe, til Fordeel for Bombebøssen, hvorved Selskabet understøttedes af nogle Medlemmer af det kongelige Kapel og af Theaterpersonalet. Huset var vel ikke fuldt, men dog temmelig talrigt besat, og den i det Hele ligesaa heldigt udførte, som smagfuldt arrangerede Concert, optoges med almindeligt Bifald, der lydeligen yttrede sig ved Jfr. Jørgensens Fremsigelse af Oehlenschlägers smukke Mindedigt over anden April (indført i f. No. af dette Blad), saavelsom ved Hr. Kammermusikus Kummers Udførelse af nogle af ham selv componerede Variationer for Fagot. Hr. Kummer har, som bekjendt, erhvervet sig Rang blandt Tydsklands meest udmærkede Fagottister, og opfyldte ogsaa, saavel i Henseende til Tone og Foredrag, som især til ualmindelig Færdighed, de høie Fordringer, man var berettiget til at gjøre. Ikke mindre tilfredsstillende foredroge DHrr Wexschall og Frölich den Maurerske Rondo for to Violiner; ligesom den skiønne Allegro af Ferd. Ries’s bekjendte Symphonie i D blev udført med Sammenspil og Præcision. Den vokale Deel af denne Concert bestod, som tidligere er bemærket, i flere combinerede Nummere af Webers Oberon, hvilke man saaledes for første Gang fik Leilighed til at høre offentlig; Solopartierne udførtes af Jfrne Keck og Abrahamsen, samt 2de Dilettanter. Uagtet denne Musik vel ei (som overhovedet intet af Webers øvrige Arbeider), strax falder saaledes i Øret som Musikken til Jægerbruden, er den ikke desmindre, efter alle Kjenderes Dom, saa riig paa Skjønheder og aandfuld Originalitet, at Hovedstadens Musikyndere sikkert med al Føie glæde sig til dens Opførelse paa vor Scene. – Jfr. Patges reciterede ved denne Concert, med elskværdig Naivitet, Fiinhed og Correcthed, det fra Md. Wexschalls Aftenunderholdning bekjendte Digt af Chr. Winther: ”Sauvegarden.” – Med Med Hensyn til Anledningen var Theatret denne Aften decoreret med Flage og Vimpler; i Forsalen var anbragt et Transparent med den fra Anden Aprils-Støtten bekjendte Inscription; og Concerten aabnedes med Afsyngelsen af den danske Nationalsang: ”Kong Christian stod ved høien Mast.” Under den Oehlenschlægerske Epilog saae man de gamle Sømænd fra Bombebøssens Bolig, af hvilke, som Digtet ogsaa antydede. Flere have været med i Anden Aprils-Slaget, og Aftenen sluttedes med følgende efter Epilogen afsjungne Strophe (Ordene af Hr. P. F- Friis).

”Kunstens Strængeleeg og Toner
Offredes af kjærlig Aand,
Dannished dens Idræt kroner,
Veldaad rækker hjelpsom Haand.
Bombens Huus skal trofast stande!
Skue dets Børn med Sølverhaar –
Til den Havn, hvor snart de lande.
Deres stille Tak opnaaer.”

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Kiøbenhavnsposten, 3. april 1829, s. 4

Læs også