Paa Fransk Comoedie, da der opførtes Oparet ”Disserteuren” og en Ballet. Comoedien begyndte et Barn at skrige, det blev strax udbragt paa Gangen, men hvorved det skreg endnu mere, alle vendte sig hen til det Sted, skraalet kom fra, og nogle raabte med en slags Urolighed: Hvad er det? Ved denne Leylighed kom der som en slags panisk skræk over alle, der troede en ny revolution var paa færde, og man søgte i en Hast ud af logerne, og begge parterrer stoppede hinanden derved udenfor. Paa det Parterre nærmest Theatret, hvor ieg var, blev alene 3 á 4 Mennesker tilbage, hvoriblandt Commandeur Lousen, som sprang op paa en af bænkene og raabte høyt nogle Gange: ”Hvad var det?”, og at de kunne jo sige, hvad det var. Ved den Leylighed svarede ieg ham, som og blev tilbage, at det var blind Allarm. Kongen blev strax altereret, gik op og ned i logen og ville været ud, som Enke-Dronningen havde Møye med at holde ham fra, ved at forsikre, at det intet havde at sige. Det syntes, han troede, at nogle ville angribe ham, hvilken Tanke og flere havde, og at dette skulle være en modrevolution af Dronningens, Struensees og fleres Parti, som dog synes at være en urimelig Tanke paa en saadan Tid og Sted. Kongen kan mulig have faaet den Tanke ved det, at hans Vagt udenfor formedelst den Trengsel og Allarm, som blev foraarsaget rundt om dem, tog tempo og derved larmede en Del med deres Gevæhrer i Særdeleshed og uden for Kongens Loge, samt da han og for faa Nætter siden endog havde haft Visiter om Natten i sit sovegemak i sin dybeste søvn. Efter et quarteers Forløb saa man alle Folk komme ind igien, halv skamfulde, og indtage deres forrige pladser, ieg spurgte adskillige, hvad de troede det var, men de svarede de flestes Aarsag. Comoedien blev udspillet.